Brudebuketten – en helt speciel buket
Brudebuketten er for mange kvinder en af de mest betydningsfulde buketter i hendes liv. Den er et symbol på en særlig dag og får ofte ekstra sentimental værdi, hvis den bliver valgt af brudgommen, som traditionen foreskriver. Det er derfor vigtigt at vælge den helt perfekte brudebuket.
Når du skal udvælge brudebuketten til den store dag, handler det i høj grad om at finde en buket, som passer til brudens personlige stil og ikke mindst brudekjolen samt brylluppets tema. Måske har bruden også en bestemt type blomst, som hun har et særligt forhold til? Her skal du dog være opmærksom på, om blomsten er sæsonpræget.
Derudover kan det være en god idé at søge inspiration hos andre stilfulde brude og orientere sig om de nyeste trends. Du får en række tips til forskellige stilarter samt gode inspirationskilder her.
Det klassiske valg
En mindre brudebuket, der er tæt bundet med stilfulde blomster som roser, liljekonvaller og calla, er en klassiker, der sjældent skuffer. Holder man den i hvide eller cremefarvede nuancer, bliver udtrykket ekstra stilfuldt og tidløst. Man kan dog også sagtens tilføje enkelte blomster i lyserøde nuancer uden at sætte det klassiske udtryk over styr.
Fordelen ved en klassisk brudebuket er, at den ikke tager opmærksomhed fra brudekjolen, men snarere komplementer looket. Der er med andre ord tale om en sikker buket, man som brudgom aldrig kan gå helt galt i byen med ved at vælge.
Overdådig luksus
Til den glamourøse brud, der har en forkærlighed for ekstravagance og eksklusiv blomsterkunst, er en stor buket med smukke, udtryksfulde blomster et hit. Buketten kan både være farverig eller holdt i lyse nuancer. Nøgleordene er derimod masser af fylde med store blomster og grene samt fine detaljer som perler eller sten.
En sådan buket er ikke for alle brude, men til gengæld er det en brudebuket, der har en wow-effekt og er med til at give brudens look et eksklusivt og smukt touch. Og hvem ønsker ikke det? Vær dog opmærksom på, at brudens højde og drøjde kan spille ind her, da buketten helst ikke skal blive for stor og overskygge bruden.
Skønne royale brudebuketter
Foruden forskellige stilarter kan du også lade dig inspirere af virkelighedens smukke brude og deres brudebuketter. Og hvis der er én type brude, som har inspireret hundredvis af kvinder verden over, er det de royale brude. Foruden prinsessernes fantastiske brudekjoler, som du kan se her, har de royale bryllupper også budt på et væld af forskellige brudebuketter gennem tiden. Det har været alt fra overdådige og anderledes buketter med et langt hæng til de mindre og tætte buketter med et klassisk udtryk.
Eksempelvis bar Kronprinsesse Mette-Marit en lilla brudeløber, altså en buket med meget langt hæng, der bestod af hortensia, roser, orkideer samt bjørnegræs og blev holdt sammen af sølv- og kobbertråde med perler. I modsætning til dette look var Prinsesse Madeleines brudebuket tæt og rund med cremefarvede blomster som liljekonvaller, roser og traditionel myrte fra Sofiero.
Foto: Bengt Nyman via Wikimedia Commons
Den seneste trend
Hvis du gerne vil søge nutidig inspiration til din brudebuket, kan du tage udgangspunkt i tidens helt store trend: farver – masser af farver!
I dag ser vi mange farverige brudebuketter med et rustikt udtryk. De skal gerne være lidt løst bundet med plads til, at blomsterne kan stikke ’tilfældigt’ ud. Ofte er denne type brudebuketter ikke med et traditionelt håndtag, men med et bånd, der samler grenene og lader enderne være synlige.
De mange farver er et perfekt modspil til den simple og rene brudekjole, mens bukettens rustikke udtryk også er oplagt til boheme bruden. Det er derfor en type brudebuket, der, trods det utraditionelle og vovede look, falder i mange brudes smag.
Hvis du gerne vil vide mere om brudebuketter, kan du læse dette blogindlæg, der giver dig inspiration til valget af brudebuket samt brugbar information om forskellige håndtag, pris og leveringstid.