Adventskrans DIY
Lav din egen adventskrans med Bloomits guide
Det er blevet tid til at lave årets adventskrans, og vil du gerne binde din egen grønne kransebund til årets adventskrans, så får du vores tips i denne guide.
Lad os starte med et billede af den færdige kransebund.
Start med at finde alle de materialer du skal bruge.
Du skal bruge følgende:
- Halmkrans
- Ståltråd
- Grensaks
- Gran eller andre typer grønt du ønsker at binde din krans. Vi har brugt gran, enebær, chryptomeria, og hønseben.
- Kogler, grene eller andet som du ønsker som pynt.
1: Forberedelsen er halvdelen af værket
Materialer som grønt er fundet og ligger klar til brug.
2: Vælg din base med omhu
Halmkransen er vigtig, du bestemmer selv hvilken størrelse du ønsker. Denne er ca. 25 cm. i diameter. Husk, du skal også have en grensaks og tråd ved hånden.
3: Så skal der samles naturmaterialer
Find kogler, grene eller anden pynt du gerne vil have på din krans, når du har bundet den.
4: En tæt eller luftig krans
Klip alt dit grønne i mindre stykker. De stykker vi ønsker til denne krans er 7-10 cm. Du skal vurderer om du ønsker en tæt krans eller om dín krans skal være mere livlig og luftig. Jo længere stykker dit grønne har jo mere vild bliver det færdige resultat. Hvis du klipper som vist på billedet her på behøver du ikke at kaserer særlig meget gran. Du kan sagtes bruge enderne hvis du klipper fornuftigt.
5: Et lille trick fra blomsterdekoratøren
Klip skråt fra bagsiden af grangrenen for at skjule dit klip. De nederste grene kan nu også bruges til kransen fordi du laver en snydespids. Disse grene kan du med fordel også bruge inderst på kransen, så er det lidt skjult, men giver stadig fylde.
6: Organiser det grønne
Del dine grønne materialer op i 4 bunker – én til hver fjerdedel af kransen. Sådan kan du nemt se, om du har klippet nok, og du er klar til at gå i gang med det sjove: at binde kransen!
7: Nu er du klar til at gå i gang med at binde din adventskrans
Du starter kransen ved at binde din tråd et par gange om halmkransen og fæstne den.
Derefter strammer du lige tråden til ved at tage den om kransen et par gange. Du er nu klar til at begynde at binde grønt på.
TIP: Vi arbejder med naturen, så lad alle granspidserne pege med urets retning. Dine hænder skal arbejde mod uret, og tråden følger med. Når du har nået en fjerdedel af kransen, snupper du en ny bunke grønt. Her kan du lige pause op, tjekke lageret, og se om du skal klippe lidt mere, eller om alt er på rette spor.
8: Lad magien opstå
Du samler nu lidt forskellige grønt mellem dine fingre og placerer dem på kransen og binder herefter tråden om. På denne krans bindes kun på forsiden, da den skal ligge på et fad, når den er færdig.
Tag en ny bunke grønt undervejs når du løber tør. Forsæt indtil du er færdig.
VIDEO: Se hvordan kransen er blevet til lige her.
Den færdige adventskrans
Kransen er her pyntet på 2 forskellige måder.
Den ene adventskrans er pyntet helt enkelt med en lærkegren er ligger hen over kransen, mellem lysene.
Den anden er pyntet med laugrene og forskellige kogler. placeret på den ene side af kransen så den fremstår asymmetrisk pyntet.
Se hvordan du monterer lys og pynter kransen til sidst, her i denne video.
Hvis du ønsker mere inspiration til årets adventkrans så kan du se mere på vores sociale medier. Og ellers ønsker vi dig bare rigtig god fornøjelse med binderiet.
Er du ikke den kreative type, og ønsker du i stedet at købe din krans til 1. søndag i advent, så se lidt af årets nyheder lige herunder.
Vi sender også gerne en adventskrans eller adventsdekoration ud til dine nærmeste hvis du ønsker at forkæle dem med en kærlig adventshilsen.